Psykolog Katrine D. Elsnab

​Min personlige rejse med senfølger efter hjernerystelse

Når vi rammes af en livsforandrende begivenhed som langvarige senfølger efter en hjernerystelse, kan det føles som om, verden fortsætter uden én. Jeg ved det, for jeg har selv stået der. Min rejse har lært mig, hvor vigtigt det er at kunne spejle sig i andre — og finde nogen, der forstår den del af processen, som ikke kan ses udefra.

​

​

At miste fodfæstet i livet

Den 12 marts 2021 fik jeg en hjernerystelse. Hvad, jeg troede ville gå over i løbet af et par uger, udviklede sig til år med senfølger, der ikke bare satte begrænsninger for min krop — men også for min identitet og mentale helbred. Jeg gik fra at være en aktiv, nysgerrig og initiativrig person med masser af gåpåmod til at føle mig som tilskuer i mit eget liv. Det var som at befinde sig i et landskab af tåge, hvor jeg hverken kunne finde retning eller holde fast i den person, jeg plejede at være, eller de ting, jeg identificerede mig med.

Jeg blev ved med at sige til mig selv: “Om en måned er jeg rask." "Om to måneder er det hele bag mig.” Men månederne gik, og hver gang jeg ramte de datoer, stod jeg der stadig. Ikke rask. Ikke fri. Det var som at miste grebet om mig selv lidt efter lidt — som om tiden bevægede sig fremad, mens jeg stod stille og så til, mens alt det velkendte gled længere væk. Til sidst føltes det som at stå midt i et landskab uden horisont, hvor jeg ikke længere vidste, hvilken retning jeg skulle gå, eller hvad jeg overhovedet ventede på.

​​
 

Den eksistentielle og emotionelle ensomhed — det ingen talte om

Noget af det sværeste ved at leve med senfølger efter en hjernerystelse er ikke kun de fysiske begrænsninger, men den stille, eksistentielle og emotionelle ensomhed, der følger med. Jeg stod i et tomrum, hvor drømme, fremtidsplaner og selvforståelse forsvandt mellem hænderne på mig. 

På min vej har jeg mødt mange dygtige og varme mennesker — både fagprofessionelle og personlige relationer, som hver især har hjulpet mig på forskellige måder. Jeg er dybt taknemmelig for dem alle. 

Men selvom jeg havde mennesker omkring mig, følte jeg mig ofte meget alene. For det er svært at forklare, hvordan det føles, når ens personlighed forandrer sig, og man ikke længere kan kende sig selv. Når man må aflyse endnu en aftale på grund af symptomer og frygter, om vennerne bliver hængende, når man ikke er som før. Når man sidder midt i et rum fyldt med mennesker og føler sig som den eneste, der ikke længere passer ind. 
 

Jeg manglede at blive spejlet og forstået, og den del ønsker jeg derfor at tilbyde til andre i samme situation.  Et sted, hvor der er plads til også at tale om den usynlige del af senfølgerne: Ensomheden, sorgen og savnet efter sig selv.

​

​

Den usynlige følgesvend 

At leve med langvarige senfølger efter en hjernerystelse er som at bære en rygsæk, ingen andre kan se. Den er der hele tiden, uanset hvad du gør. Nogle dage er den lettere, andre dage føles den fyldt med sten. Du lærer at tage den med dig, at skjule den bag et smil, og et “jeg har det fint”. Udefra kan det ligne, at du er “tilbage”, når du deltager i noget socialt — men det, som ingen kan se, er, hvor tungt det er for dig at komme igennem dagen, og hvor mange dage det koster bagefter.

Det er ensomt, fordi du hele tiden må balancere mellem det liv, andre tror, du lever, og det liv, du faktisk lever. En hverdag, hvor rygsækken begrænser, forstyrrer og tvinger dig til at navigere med en konstant uro i baghovedet. En usynlig følgesvend, som kun de færreste kan forstå, men som ændrer alt.

​

​

At acceptere forandringen og finde en ny vej
I lang tid holdt jeg fast i idéen om, at jeg skulle tilbage til den, jeg var før, jeg fik en hjernerystelse. Jeg kæmpede for at få det gamle liv tilbage. Men på et tidspunkt måtte jeg erkende, at uanset hvor godt jeg fik det fysisk, ville noget være forandret. Ikke kun i kroppen, men også i mig. De oplevelser, jeg havde været igennem, havde sat spor — ikke bare fysisk, men også på et mere eksistentielt plan. Måske skulle jeg ikke finde tilbage - men finde frem. Det blev starten på en ny rejse, hvor jeg langsomt begyndte at mærke, hvem jeg var nu, og hvad jeg egentlig ønskede for mit liv.

​

​

Min vej tilbage til mig selv

Min rejse har ikke været lineær, og der har været perioder, hvor jeg følte, at alt håb var væk. På et tidspunkt traf jeg en beslutning, der ændrede retningen. Jeg valgte at træde ud af Jobcenter systemet og tage ejerskab over mit eget liv igen — selvom det var skræmmende og uden garanti for, hvad der ventede.

 

Jeg tog ud at rejse, sad alene midt i rismarkerne på Bali og fandt for første gang i lang tid ro i stilheden. Det var dér, idéen til at kombinere samtaleterapi, bevægelse og meditation opstod. Den rejse blev begyndelsen på både en indre og ydre proces. Senere opsøgte jeg behandling for hjernerystelse i udlandet, uddannede mig inden for breathwork og begyndte at arbejde igen — først som frivillig i Australien og i dag som selvstændig med min egen praksis.

Det har ikke været nemt, og nogle spor vil nok altid følge med. Men jeg står et sted i dag, hvor jeg har fundet ro i mig selv og en ny retning, der giver mening. Jeg har lært at leve med de spor, hjernerystelsen har sat uden at lade det definere alt, og i stedet bruge mine erfaringer som en styrke i mit arbejde med andre. Min rejse er ikke afsluttet, men den har vist mig, at vi godt kan finde hjem i os selv på nye måder, selv når vejen ser anderledes ud, end vi havde forestillet os.

​

​​

 

Hvorfor jeg i dag hjælper andre

Jeg ved, hvordan det føles at miste fodfæstet, og hvor svært det kan være at finde vej tilbage. Samtidig  ved jeg og tror på, at der findes en vej videre. Ikke nødvendigvis den samme som min, men din egen. Derfor har jeg valgt at kombinere min faglighed som psykolog med mine personlige erfaringer, mine kompetencer som yogalærer og breathwork instruktør, til at skabe et rum, hvor du bliver mødt både professionelt og menneskeligt — af én, der forstår, hvordan det kan føles, når livet forandrer sig

​​
​

Har du brug for én, der forstår?

Hvis du kan genkende noget af det, jeg beskriver eller måske står du midt i din egen kamp med langvarige senfølger af en hjernerystelse, migræne, spændingshovedpine eller andre udfordringer, der begrænser din hverdag – vil jeg gerne invitere dig til at tage kontakt.

Du behøver ikke have styr på det hele for at række ud, det vigtigste er, at du ikke går vejen alene.

​

Kontakt mig her